Da Mikkel Hansen og co. bombede sølvmedaljerne til Danmark ved sidste måneds VM, lå Jesper Jensen derhjemme og så på i fjernsynet.
Men nu er Skjern-playmakeren blandt de navne, som landstræner Ulrik Wilbek vil have med, når der skal spilles EM-kvalifikationskampe mod Rusland i marts.
I mandagens udgave af Politiken kunne man ellers læse, at Jesper Jensen forventede, at hans landsholdskarriere var slut. Efter at være blevet siet fra til VM-truppen, anså den 33-årige spilstyrer det ikke længere for realistisk, at landstræneren ville benytte sig af hans kompetencer og store erfaring.
Men bare et par timer efter den udmelding landede i aviskioskerne, blev Jesper Jensen hentet ind i varmen igen.
"Som udgangspunkt ville jeg gerne have stillet med hele VM-holdet, men Thomas Mogensen og Michael V. Knudsen er som bekendt blevet skadet, så derfor er Jesper Jensen og Henrik Møllgaard med i stedet," siger Ulrik Wilbek i en pressemeddelelse og tilføjer:
"Jesper Jensen skulle have erstattet Thomas Mogensen til VM, men det måtte vi droppe, da han blev opereret for brok. Nu er han klar til at vikariere for Thomas Mogensen."
Se hele holdet her
Kilde: Dansk Håndbold Forbund