De seneste to dødsfald bliver ikke de eneste dødsfald, vi ser.
Det siger overlæge ved Statens Serum Institut Kåre Mølbak, som foreventer flere tilfælde de næste par uger.
"Der vil helt klart komme flere dødsfald. Det, som der er vigtigt at tilføje, er, at de dødsfald vi har set er indenfor kendte risikogrupper - altså folk der er i forvejen var svækket af anden sygdom".
Men selvom man er sund og rask, kan man altså ikke vide sig fuldstændig sikker på ikke at blive livsfarligt syg.
"90 procent af tilfældene vil ske blandt personer, der er svækket af sygdom, men desværre kan man altså også forvente nogen enkelte dødsfald blandt øvrige raske, men det vil ikke være mange."
To dødstilfælde kan umiddelbart ikke virke som meget i forhold til, at Serum Instituttet og Sundhedstyrelsen vurderer, at over 100.000 er smittet af sygdommen. I nabolandet Norge har der indtil videre været 22 dødsfald, men det skyldes ifølge Kåre Mølbak, at Norge er meget længere fremme i deres epidemi, end vi er i Danmark.
"Det er forventeligt, at Norge har registreret flere dødsfald, og derfor er det for tidligt at sige, om Danmark er sluppet billigt. Det er som sagt vores forventning, at der vil komme flere dødsfald de næste uger."
Epidemien raser på sit højeste lige nu, og er på et stadie, hvor den vil blive de næste par uger. Derefter vil den begynde at aftage mod nytår.
"Epidemien vil begynde at aftage mod nytår, og så vil der formegentlig også være en hale ind i januar. Så julen bliver altså ikke influenzafri."
Han opfordrer folk med kroniske sygdomme til at ringe til lægen og bestille tid til en vaccine.
Sidste uge lå der tre personer på intensiv afdeling med influenza. Også dette tal forventes at stige efter denne uge.