Overlæge: Chefen skal betale for fitness

Træning skal være en del af overensenskomsten for fysisk krævende job, mener læge. 3F ser et muligt krav til de kommende forhandlinger.
Rygskader og hjertekarsygdomme forekommer hyppigere ved fysisk hårdt arbejde, hvis den ansatte er i dårlig form.
Rygskader og hjertekarsygdomme forekommer hyppigere ved fysisk hårdt arbejde, hvis den ansatte er i dårlig form. Foto: Colourbox.dk

En tur på kondicyklen i arbejdstiden skal være en rettighed.

Det mener overlæge ved arbejdsmedicinsk afdeling på Bispebjerg Hospital Ole Mortensen. Særligt for danskere med hårdt fysisk arbejde i forvejen, fordi de har højere risiko for hjertesygdomme.

"Vi mener, at det burde være en del af overenskomsten, så hvis man har tungt arbejde, at man så også har mulighed for at træne vigtige muskelgrupper i arbejdstiden," siger han til Newspaq.

3F er fagforening for mange danskere med et fysisk hårdt job, og de ser retten til fitness som et muligt krav ved de kommende forhandlinger.

"Med de miljøtiltag vi har, så kan det meget vel blive en del af en central pakke. Der er jo virkelig penge i færre ulykker og mindre nedslidning," siger Peter Hougaard, formand for 3F's byggegruppe, til Newspaq.

Han er helt enig med overlægen, men venter på svar fra afdelingerne, før 3F vil tage endelig stilling til, om det bliver et krav ved overenskomstforhandlingerne.

Ifølge overlæge Mortensen er for lidt træning ved siden af jobbet en af hovedforklaringer til arbejdsskader. Jo bedre form, jo færre arbejdsskader. Faktisk er 15 minutter med sved på panden tre gange om ugen nok.

"Der er mange der synes, at de har lavet nok på en fysisk hård arbejdsdag, men det giver hverken styrke eller kondition, så de får alligevel skader," forklarer Ole Mortensen.

Ny forskning fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø tyder på, at man har dobbelt så stor risiko for at dø tidligt af hjertekarsygdom, hvis man både har hårdt fysisk arbejde og er i dårlig form.

Sidste år kom der knap 2.500 anmeldelser om erhvervsskader i skulder og nakke. Det er den anden største kategori efter psykiske lidelser.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.