Man kan dårligt beskylde Lindsay Lohan for at være bredrøvet eller overvægtig, men alligevel er der ikke rigtig plads til den spinkle skuespiller i det fængsel, hvor hun skal afsone sine 90 dages indelukkede straf. Derfor slipper hun formentlig med væsentlig færre dage bag tremmer. Det skriver engelske BBC.
Den tidligere model skal ruske tremmer i et kvindefængsel tæt på Los Angeles. Her skal hun sidde sammen med 2.200 andre kvinder, men der er ikke umiddelbart udsigt til nogen hed fængselsromance. Den 24-årige stjerne, der ellers er kendt for sine kæresterier med andre piger, kommer nemlig til at være isoleret fra de øvrige fanger det meste af tiden.
Der spekuleres i, at den tidligere barnestjerne kan nøjes med tre uger med fængselsmad og pigtrådsindhegnede gårdture. At det ender med så kort en straf, vil dommeren ikke afvise.
"Jeg ved ikke præcis hvor længe, at fængslet vil beholde hende," siger dommeren til den engelske mediegigant.
Det er en dom fra 2007 for spritkørsel og besiddelse af stoffer, der nu sender Herbie-stjernen på ufrivillig ferie. Det sker efter, at hun er udeblevet fra de alkohol-kurser, der har været en af betingelserne for, at hun trods den gamle dom kunne færdes på fri fod.