Hollywood-skuespiller James Franco indrømmer nu, at han afviste at have sex med den skandaleramte skuespiller Lindsay Lohan, fordi han var bekymret for, at hun havde personlige problemer.
De to superstjerner var i en periode tætte venner, men Lindsay Lohan forsøgte at gøre forholdet mere romantisk. James Franco ville dog kun være venner med skuespillerinden, som allerede dengang havde problemer. Det skriver Female First.
I et radiointerview spørger den amerikanske radiovært Howard Stern Franco direkte om forholdet mellem de skuespillere:
- Du afviste at have sex med Lindsay Lohan, gjorde du ikke? Hvorefter Franco svarer:
- Åh, gud, stakkels Lindsay. Jeg har ikke talt med hende i et stykke tid, siger han og uddyber derefter, hvorfor han takkede nej til hendes tilbud.
- Jeg mener, jeg gider ikke prale med det. Jeg ved ikke, hvordan det er kommet ud. Men selv dengang havde hun problemer. Jeg har mødt mange mennesker, der har problemer, og så vil man jo ikke gøre det.
Franco og Lindsay mødte hinanden på et hotel, hvor Lindsay dengang boede. Franco fortæller, at han flyttede ind på hotellet, fordi hans hus blev renoveret.
/ritzau/