En stor strejke blandt landets Falck-reddere synes afværget.
Det står klart efter 3F og Falck her til aften er blevet enige om en overenskomst, der nu ryger til afstemning blandt redderne.
"Jeg håber, redderne vil stemme ja denne gang. Lønmæssigt er der ikke tale om en guldgrube. Men redderne, der er ansat hos Falck, kan se frem til højere stigninger end deres kolleger på offentlige overenskomster," siger Søren Andersen, der er forhandlingssekretær i 3F's Transportgruppe, ifølge 3F.dk.
Forhandlingerne mellem parterne har foregået i flere uger. Der skulle et mæglingsforslag fra forligsmand Asbjørn Jensen til, før fagforeningen og arbejdsgiver kunne give overenskomsten det blå stempel.
Stemmesedlerne vil lande i postkasserne hos reddere landet over i næste uge.