Kort inde i valgkampen står det allerede fast, at regeringspartierne går solo på en række politiske områder. Og det sker, selv om Venstre, Liberal Alliance og De Konservative går til valg på at fortsætte som VLAK-regering.
Senest er det statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) tanker om en mulig SV-regering, der skaber uro.
Her er et overblik:
* Det offentlige forbrug:
Venstre vil frem mod 2025 hæve det offentlige forbrug med 0,65 procent årligt.
- Vi går til valg på et velfærdsløfte, der hedder, at vi vil prioritere mindst 69 milliarder kroner i kernevelfærd frem til 2025, har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sagt.
Liberal Alliance og De Konservative er lodret imod at hæve det offentlige forbrug. De ønsker skattelettelser.
* Udrejsecenter Sjælsmark:
Liberal Alliance og De Konservative er parate til at forbedre forholdene for børnene på Udrejsecenter Sjælsmark.
Konkret vil partierne lade familierne på Sjælsmark lave deres egen mad. Hidtil har regeringen stået fast på, at det ikke skal være en mulighed.
Venstre er fortsat lodret imod, har udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) udtalt til Politiken.
* Skattestop
Venstre har fremlagt et forslag om et skattestop, hvor ingen skat eller afgift bliver sat op, uden at andre skatter eller afgifter bliver sat tilsvarende ned.
Både Liberal Alliance og De Konservative vil have sænket skatten.
Eksempelvis siger økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA):
- Vi havde håbet, at nu vil der komme en visionær plan fra Venstre, om hvordan man kunne sætte skatten ned. Et borgerligt projekt uden skattelettelser er dybest set ikke et borgerligt projekt.
* SV-regering
Lars Løkke Rasmussen lufter i ny samtalebog "Befrielsens Øjeblik" tanker om en mulig SV-regering. Liberal Alliance og De Konservative afviser at støtte en sådan regering.
/ritzau/