Onsdag har Tyrkiet indledt en større militær operation mod kurdiske styrker i det nordlige Syrien. Udviklingen er dermed den seneste drejning i en kompliceret borgerkrig i Syrien.
Her er nogle nedslag i de syriske kurderes rolle i borgerkrigen:
* Der bor omkring to millioner kurdere i Syrien. De fleste er bosat i den nordøstlige del landet ved grænsen til Tyrkiet.
* De syriske kurdere sluttede sig tidligt til oprøret mod præsident Bashar al-Assad i Syrien, da oprøret mod ham tog fart i 2011.
* Året efter trak Assad-tro hærstyrker sig ud af de kurdiske områder og gav kurderne udvidet selvstyre med et ansvar for at bekæmpe andre oprørsgrupper.
* Den kurdiske parti, PYD, og partiets milits, YPG, har forsøgt at kontrollere de tre områder Eufrat, Jazira og Afrin i det nordlige Syrien - alle med grænser mod Tyrkiet.
* YPG har tætte bånd til det kurdiske parti i Tyrkiet, PKK, der er på EU's terrorliste.
* I marts 2016 proklamerede kurderne en autonom, føderal region kaldet Rojava i Syrien. Det mødte modstand fra både oppositionen og regimet i Syrien. Også USA og Tyrkiet protesterede.
* Kurderne selv formulerede tre områder, som indgik i Rojava: Afrin nær den vestlige del af grænsen til Tyrkiet, Eufrat langs den centrale del af grænsen og Jazira i det nordøstlige hjørne af Syrien.
* I efteråret samme år indledte Tyrkiet Operation Eufrat Shield (Eufrat-skjoldet), der ifølge Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, var rettet mod både Islamisk Stat og kurdiske styrker i det nordlige Syrien.
* Operationen skar igennem det kurdisk-kontrollerede område og delte regionen Afrin fra resten af det kurdisk-kontrollerede område.
* I 2018 indtog tyrkiske soldater og allierede i området byen Afrin og stort set hele regionen omkring den i Operation Olive Branch (Olivengren). Kun en lille lomme forblev under kurdisk kontrol i den vestlige sektor.
* YPG har tidligere fået amerikansk støtte til sin kamp mod Islamisk Stat. Præsident Donald Trump har dog varslet, at alle amerikanske soldater skal ud af området.
* Onsdag har præsident Recep Tayyip Erdogan annonceret, at tyrkerne har sat gang i yderligere en militær operation mod kurderne, Operation Peace Spring. En talsmand for den kurdiske milits beretter om luftangreb mod byer i det kurdisk-kontrollerede område.
Kilder: NTB, Ritzau.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.