Torsdag skal Borgerrepræsentationen tage endeligt stilling til forslaget om en forsøgsordning med et loft på 200 elektriske løbehjul i Indre By i København.
Miljø- og teknikforvaltningen i Københavns Kommune har udformet et forslag til retningslinjer og kriterier for, hvem der kan få tilladelser til at stille elløbehjul, hvis politikerne godkender det.
Det oplyser enhedschef ved Københavns Kommune Mikkel Halbye Mindegaard.
Her er et overblik over de forslåede retningslinjer.
* Kommunen foreslår, at der kan opstilles cirka 200 udlejningscykler og 200 løbehjul i hele Indre By, heraf cirka 40 udlejningscykler og 40 løbehjul i middelalderbyen.
* Indstillingen regulerer ikke, hvor mange løbehjul der kører rundt i for eksempel middelalderbyen, men hvor mange der må opstilles til udlejning.
* Der er ikke lagt op til nogen fysisk opstilling såsom standere til løbehjulene. Det bliver alene teknologisk for eksempel ved brug af apps, hvor brugerne kan nægtes at aflevere løbehjulet visse steder.
For eksempel hvis et elløbehjulsfirma har tilladelse til tre løbehjul ved Nørreport Station, kan et fjerde løbehjul ikke parkere der. Det kan i stedet være, at man skal ned på en sidegade for at parkere det.
* Det forslås af kommunen, at det skal være op til de eventuelle ansøgere at beskrive, hvordan de konkret vil begrænse antallet af løbehjul.
* Københavns Kommune vurderer, at det vil kræve ekstra ressourcer, hvis begrænsningerne skal håndhæves tæt. Kommunen anslår, at sagsbehandling og øget håndhævelse af regulering vil koste 1,5 millioner kroner årligt.
* Kommunen vil kunne håndhæve reglerne ved at tilbagekalde tilladelser, mens politiet kan udstede bøder, hvis løbehjulene står ulovligt.
* Hvis forslaget bliver stemt igennem af Borgerrepræsentationen torsdag, skal forsøgsordningen evalueres efter et år, hvor der herefter skal tages stilling videre forløb.
Kilder: Teknik- og miljøforvaltningen i Københavns Kommune.
/ritzau/