Zelenskyj beskylder Rusland for folkedrab i Donbas-regionen, mens ukrainske politikere melder om de hidtil voldsomste kampe i regionen.
Få overblikket over nattens hændelser her:
* Guvernør: Rusland har sat alt ind for at tage Luhansk.
Torsdag har Rusland ifølge ukrainske politikere sat alt ind for at tage magten i regionen Luhansk i det østlige Ukraine.
De russiske styrker har i ugevis haft fokus rettet mod Donbas-regionen, hvor Luhansk ligger, efter at det ikke lykkedes dem at indtage Ukraines hovedstad, Kyiv.
De russiske styrker nærmer sig de centrale områder af byerne Sjevjerdonetsk og Lysytsjansk. Byerne er eftertragtede for deres strategiske placering.
- Ekstremt voldsomme kampe finder sted i udkanten af Sjevjerdonetsk. De ødelægger simpelthen byen, de bombarderer den hver dag, bombarderer uden pause, siger Serhij Hajdaj, der er guvernør i regionen.
Ifølge Ukraines viceforsvarsminister, Ganna Malyar, foregår der i disse dage de mest voldsomme kampe i Donbas-regionen hidtil.
* Zelenskyj beskylder Rusland for folkedrab i Donbas.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, beskylder Rusland for at begå folkedrab i Donbas-regionen.
Ifølge Zelenskyj kan den russiske offensiv i regionen ende med at gøre Donbas "ubeboelig". Han beskylder Rusland for at ville forvandle Ukraines byer til aske.
Zelenskyj fremlægger ikke umiddelbart beviser for påstandene om folkedrab i Donbas.
* Putin vil afhjælpe fødevarekrise mod løft af sanktioner.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, siger, at Rusland er klar til at lave et "betydeligt bidrag" for at undgå en kommende fødevarekrise, hvis Vesten løfter sanktionerne.
Rusland er underlagt strenge sanktioner på grund af invasionen af Ukraine, der har sat en stopper for forsyninger af gødning, hvede og andre goder fra både Rusland og Ukraine.
USA afviser blankt Putins tilbud og beskylder ham for at bruge mad som et våben.
* 203 ukrainske flygtninge har fået job i Danmark.
203 ukrainske flygtninge er indtil videre kommet i arbejde i Danmark, efter at de har fået opholdstilladelse via særloven.
Samtidig med at 203 af de ukrainske flygtninge er kommet i job, så er cirka 4800 ukrainske flygtninge tilmeldt som ledige på Jobnet.
Kilder: AFP og Berlingske.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.