Onsdag er det kommet frem, at to børn med dansk baggrund er hentet hjem fra flygtningelejre i det nordlige Syrien, hvor tidligere Islamisk Stat-krigere og deres børn er tilbageholdt.
13 danske statsborgere befinder sig angiveligt i flygtningelejren al-Hol i det nordøstlige Syrien. Det skrev Politiken i april.
Blandt de 13 statsborgere skulle der være otte børn mellem fire måneder og 12 år.
Her følger et overblik over børn fra andre europæiske lande, der opholder sig eller er bragt ud af Syrien.
* Frankrig: 12 forældreløse børn af franske krigere fra Islamisk Stat (IS) blev mandag fløjet hjem fra Syrien. Det oplyste det franske udenrigsministerium. Også i marts tog Frankrig imod fem forældreløse IS-børn.
* Holland: To forældreløse børn af hollandske IS-krigere blev sammen med de franske børn ligeledes bragt hjem mandag. De vil blive overdraget til Holland, oplyser det franske udenrigsministerium.
* Norge: 3. juni blev fem forældreløse børn, der befinder sig i en lejr i Syrien, udleveret til norske myndigheder. Den norske efterretningstjeneste skønner, at der befinder sig cirka 40 norske børn i lejre i Syrien.
* Tyskland: Flere tyske medier skriver i starten af juni, at den tyske forbundsregering i længere tid har arbejdet på at hente børn af forældre, som var jihadister i IS, hjem fra al Hol-lejren.
* Sverige: Syv forældreløse børn af den svensk-norske IS-kriger Michael Skråmos bliver, ifølge DR Nyheder, bragt til Sverige i midten af maj. Ifølge den svenske avis Aftonbladet sidder der omkring 25 svenske kvinder og omkring 60 børn i al-Hol-lejren.
* Rusland: I februar blev 200 børn af IS-krigere bragt til Rusland ifølge nyhedsbureauet AFP. Børnene skal følge en række programmer for at undgå radikalisering. Rusland forholder sig dog skeptisk overfor at modtage IS-hustruer.
/ritzau/