Spanien er i politisk krise efter en forfatningsstridig afstemning om selvstændighed i regionen Catalonien.
Anklagemyndigheden anmodede torsdag angiveligt en dommer i Spaniens hovedstad, Madrid, om at udstede en europæisk arrestordre på Cataloniens afsatte præsident, Carles Puigdemont, der opholder sig i Belgien.
Søndag meddelte Carles Puigdemont ifølge det belgiske medie VRT, at han melder sig til politiet i Belgien
Her er et overblik over krisen:
* 1. oktober:
Der afholdes folkeafstemning i Catalonien om løsrivelse af den delvist selvstyrende region. Spaniens forfatningsdomstol har på forhånd erklæret afstemningen ulovlig. Stemmeprocenten ender på 43 procent. 90 procent stemmer for løsrivelse.
* 3. oktober:
Op imod 700.000 personer demonstrerer i den catalanske hovedstad, Barcelona. Kong Felipe anklager i en tv-tale catalanske ledere for at true stabiliteten.
* 5. oktober:
Forfatningsdomstol suspenderer et møde i det catalanske parlament. Flere virksomheder siger, at de vil flytte ud af Catalonien, eller at de overvejer det.
* 10. oktober:
Selvstyrets præsident, Carles Puigdemont, beder parlamentet om mandat til at udråbe selvstændighed.
* 11. oktober:
Efter krisemøde i den spanske regering spørger premierminister Mariano Rajoy Cataloniens regering, om regionen faktisk har erklæret sig uafhængig eller ej.
* 16. oktober:
Puigdemont giver i et brev til Spaniens premierminister ikke noget klart svar på spørgsmålet fra Rajoy. Regeringen giver ham frist til 19. oktober.
* 19. oktober:
Da Puigdemont ikke kommer med klart svar på spørgsmålet, meddeler regeringen i Madrid, at den gør klar til at udløse forfatningens artikel 155, som gør det muligt at sætte Cataloniens selvstyre ud af kraft.
* 20. oktober:
Spaniens regering og opposition enes om at udskrive valg i Catalonien, hvis artikel 155 bliver udløst.
* 21. oktober:
Puigdemont siger i tv-tale, at "angrebet" fra Madrid er det værste siden general Francisco Franco.
* 27. oktober:
Spaniens senat stemmer for at aktivere artikel 155. Premierminister Rajoy opløser selvstyreregeringen og bebuder valg i Catalonien 21. december.
* 31. oktober:
Puigdemont er rejst til Belgien. Han afviser, at han er i landet for at søge politisk asyl.
* 2. november:
Anklagemyndigheden i Spanien anmoder ved en domstol i Madrid om at få udstedt arrestordrer på Carles Puigdemont og flere ministre, der er med ham i Bruxelles.
* 5. november
Carles Puigdemont meddeler, at han melder sig til politiet i Belgien.
Kilder: AFP, Reuters, dpa og BBC.
/ritzau/