Dronning Elizabeths død har udløst landesorg, som bliver markeret Storbritannien over.
Oveni adskillige mindehøjtideligheder er de næste dage domineret begivenheder, der markerer, at landet har fået en ny monark i kong Charles. Læs om dem her.
Fredag:
* Kong Charles holder sin første audiens med premierminister Liz Truss og hendes ministre. Det sker fredag eftermiddag klokken 16.30 dansk tid.
* Kong Charles vil fredag klokken 19.00 dansk tid give sin første tv-tale til sit folk som Storbritanniens nye monark. Talen vil være optaget på forhånd og sendes altså ikke direkte.
* En mindehøjtidelighed for dronning Elizabeth bliver afholdt i St. Pauls Cathedral. Premierminister Liz Truss og andre ministre vil deltage i begivenheden, hvor der også er plads til, at 2000 britiske borgere kan være med. Begivenheden bliver vist på den britiske tv-station BBC og starter klokken 19.00 dansk tid.
Lørdag:
* Kong Charles, der indtog sin nye rolle sekundet efter dronning Elizabeths død, bliver officielt udnævnt til konge lørdag. Han skal tages i ed hos tiltrædelsesrådet, for hvem han også vil holde en tale. Begivenheden vil blive tv-transmitteret.
Bekendtgørelsen vil blive læst højt fra balkonen på St. Jame's Palace, som er den britiske monarks officielle residens i London. Det sker mellem klokken 11.00 og 12.00 dansk tid. Kong Charles bliver senere kronet ved en kroningsceremoni.
Søndag:
* Der vil i St. Giles Cathedral i skotske Edinburgh blive afholdt ceremoni til minde for dronning Elizabeth, hvor hendes familie vil deltage. Under hele ceremonien vil kanoner fra Edinburgh Slot blive affyret hvert femte minut.
Kilder: BBC, NBC News, Ritzau.
/ritzau/