Israelske luftangreb har natten til mandag ramt en militær position tilhørende Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP) i Libanon.
Angrebet skal have fundet sted nær den syriske grænse og kommer i kølvandet på en weekend, der har været plaget af spændinger i området.
Få et overblik over weekendens mange raketangreb her:
24. august:
* Det israelske militær oplyser, at landets luftvåben lørdag har angrebet iranske al-Qud-styrker nær Syriens hovedstad, Damaskus, fordi styrkerne angiveligt planlagde at angribe mål i Israel med droner.
Ifølge overvågningsgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder er en iraner og to medlemmer af Libanons Hizbollah-milits dræbt i angrebet.
25. august:
* Natten til søndag oplyser et højtstående medlem af Hizbollah, at en israelsk drone er faldet ned over den libanesiske hovedstad, Beirut. Imens er en anden drone angiveligt eksploderet i luften.
Der meldes ikke om nogen tilskadekomne.
* Søndag advarer Hizbollah om, at israelske soldater ved grænsen til Libanon kan forvente en snarlig reaktion, efter at to militante libanesere blev dræbt i israelske angreb i Syrien sent lørdag aften.
* Senere søndag bliver tre raketter affyret fra Gaza ind i det sydlige Israel. Det vides ikke, hvem der står bag raketterne.
* Kort tid efter udfører Israels militær luftangreb mod Hamas-bevægelsen i Gazastriben.
Ifølge det israelske militær var et af målene for luftangrebene et kontor tilhørende en kommandør fra Hamas i den nordlige del af Gazastriben.
Der er ingen rapporter om omkomne.
26. august:
* Natten til mandag rapporterer den libanesiske avis an-Nahar, at israelske luftangreb har ramt en militær position tilhørende Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP) i Libanon.
Angrebet skal have fundet sted nær den syriske grænse og har udelukkende forårsaget materiel skade.
Kilder: AP, AFP, Reuters.
/ritzau/