I DRCongo kæmper myndigheder for anden gang på kort tid med et udbrud af virusset ebola. Denne gang er det sket nær byen Mangina.
Virusset har dræbt 20 mennesker denne gang, og myndighederne kender til yderligere fire tilfælde. Udbruddet kommer, kort efter landets myndigheder har nedkæmpet et andet mindre udbrud, hvor 30 mistede livet.
Her følger en række fakta om ebolavirus:
* Ebola har fået sit navn efter Ebolafloden i Congo, hvor sygdommen blev opdaget første gang i 1976.
* Mennesker smittes af inficerede flagermus ved direkte kontakt. Smitte mellem mennesker foregår ved kontakt med blod eller sekreter.
* Symptomer ses indledningsvis ved høj feber, hovedpine, muskelømhed, mavepine, træthed, diarré, ondt i halsen, udslæt og opkast.
* I løbet af en uge udvikles brystsmerter, chok, blindhed og massiv blødning fra mave-tarmsystemet og andre kropsåbninger.
* Der er en dødelighed på 50 til 90 procent ved ebolavirus.
* Behandlingen foregår symptomatisk ved væsketerapi, ilt og erstatning af blodtab.
* Forebyggelse af smittefare kan ske ved at undgå huler og miner i det centrale Afrika, hvor der er risiko for at støde på flagermus.
* Der anbefales god hygiejne i forbindelse med behandling af patienter med ebolavirus for eksempel ved brug af mundmaske, handsker, kittel, beskyttelsesbriller og engangsudstyr.
* Ebola blussede op i 2014 og ramte hovedsageligt Vestafrika. Selv om de fleste døde var vestafrikanere, var der også vesterlændinge, som blev smittet i forbindelse med rejser til de ramte lande.
* I august 2014 erklærede WHO ebola-epidemien i Vestafrika for en international nødsituation, og i foråret 2015 passerede dødstallet 10.000.
* I januar 2016 blev Vestafrika erklæret ebola fri.
Kilde: Center for Biosikring- og Beredskab og Ritzau.
/ritzau/