Danmarks Tekniske Universitet (DTU) har opfordret sine i alt 36 studerende i Hongkong til at komme hjem.
Det sker som følge af nye voldsomme sammenstød i den særlige region.
Uroen i Hongkong begyndte i juni som følge af et kontroversielt lovforslag om udlevering af borgere fra Hongkong til Kina. Men det er ikke første gang, at Hongkongs borgere er på kant med Kinas regering.
Bliv her klogere på forholdet mellem Hongkongs indbyggere og Kina:
* Storbritannien og Kina blev i 1997 enige om, at Hongkong overdrages til Kina. Det skete på den betingelse, at Hongkong blev oprettet som en særlig region, der har delvist selvstyre efter devisen "ét land - to systemer".
* Aftalen betød, at Hongkong skal være demokratisk, og at indbyggerne har nogle særlige rettigheder og friheder. Aftalen løber frem til 2047.
* Siden 1997 har indbyggerne i Hongkong dog flere gange følt, at den kinesiske regering på fastlandet forsøger at begrænse deres frihed.
* I 2003 gik regionens indbyggere på gaden for at demonstrere imod et lovforslag. Forslaget ville have indført Kinas love om national sikkerhed i Hongkong. Op mod en halv million mennesker deltog i protesterne, der dengang var regionens største nogensinde. Forslaget blev droppet.
* Igen i 2014 var store dele af Hongkongs indbyggere på gaden. Demonstranterne, der primært var studerende, krævede demokratiske reformer, fordi styret i Kina krævede at forhåndsgodkende kandidater, som ville stille op til valget i 2017 om at blive Hongkongs nye leder.
* Protesterne lammede store dele af Hongkong i knap tre måneder. Demonstranterne kaldte bevægelsen for "Occupy Central", men den blev verden over også kendt som "Umbrella Revolution" ("Paraplyrevolutionen").
* De seneste og hidtil største protester i Hongkong begyndte i juni 2019. Årsagen var et lovforslag, der ville gøre det muligt at udlevere borgere fra Hongkong til retsforfølgelse i Kina. Forslaget blev i september droppet.
* De omfattende demonstrationer er dog fortsat i stor stil.
Kilder: AFP, BBC, Reuters.
/ritzau/