Socialdemokratiet med formand Mette Frederiksen i spidsen fremlagde mandag partiets økonomiske plan frem mod 2025, "Gør gode tider bedre - for alle".
Folketingets største parti vil bruge 37,4 milliarder kroner, som er fordelt således:
* 20,5 milliarder kroner skal bruges til tryg og nær velfærd, uddannelse, børn, ældre, sundhed mv. Heraf bruges 11,5 milliarder kroner på sundhed.
Partiet vil blandt andet ansætte 1000 flere sygeplejersker og indføre en tjenestepligt for nyuddannede læger på seks måneder hos en praktiserende læge i områder, hvor der er lægemangel.
* 3,0 milliarder kroner skal bruges til værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.
Hvilke grupper, der bliver omfattet af ordningen, er endnu ikke klarlagt i detaljer. Men det handler om de mest nedslidte, der har været på arbejdsmarkedet i mange år.
* 1,5 milliarder kroner skal gå til børn og socialpolitik.
Socialdemokratiet vil styrke de tidlige og forebyggende indsatser, og der skal være flere lærere og pædagoger i skoler og daginstitutioner.
* 1,5 milliarder kroner bruges på uddannelse af unge og ufaglærte.
Da Danmark står over for at mangle mange ufaglærte i 2025, vil Socialdemokratiet blandt andet gøre erhvervsuddannelsernes kvalitetspulje permanent. Partiet vil også øge kompensationen til 110 procent for ufaglærte, der er i uddannelse, så de bliver på uddannelsen.
* 1,5 milliarder kroner går til en vækstreform.
Socialdemokratiet vil fremme erhvervsvilkårene, herunder med et fradrag på 130 procent for forskning og udvikling.
* 0,7 milliarder kroner bruges på fire nye skattecentre.
Skattecentrene skal have 1000 nye medarbejdere, og de skal sætte ind over for den omfattende svindel, der er blevet afsløret i de seneste år. Blandt andet med hvidvask i finanssektoren og skatte- og momsunddragelse hos en række virksomheder.
* 8,7 milliarder kroner er en reserve til øvrige velfærdsprioriteringer, klima, miljø og natur, forsvarsforlig mv.
Socialdemokratiet vil primært finansiere sin økonomiske plan ved hjælp af det økonomiske råderum frem mod 2025.
Således vil partiet finansiere sin plan:
* 27,8 milliarder kroner hentes fra det økonomiske råderum.
* 9,6 milliarder kroner sker ved øvrig finansiering.
Socialdemokratiet vil med en ny velfærdslov blandt andet sætte et loft over statens, regionernes og kommunernes brug af konsulentydelser, så de reduceres med 3 milliarder kroner årligt.
2,4 milliarder kroner hentes via indtægter fra Socialdemokratiets udspil "Danmark er for lille til store forskelle", herunder tilbagerulning af skattelettelser for virksomhedsarvinger.
Andre indtægter kommer blandt andet fra fastholdelse af skat på fri telefon og internet samt via samfundsbidrag fra den finansielle sektor.
Kilde: Socialdemokratiet
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.