I Enhedslisten vil et hovedbestyrelsesmedlem kræve partiskat af det skattefri omkostningstillæg, som folketingspolitikere modtager. SF foreslår helt at sløjfe tillægget.
Få et overblik over det omdiskuterede tillæg:
* Folketingsmedlemmer modtager hver måned 5173 kroner i et skattefrit omkostningstillæg.
* De 62.080 kroner om året skal dække diverse udgifter i forbindelse med folketingsarbejdet - som udstyr, rejser og repræsentation - og bliver altså lagt oven i lønnen.
* Vederlagskommissionen, som blev nedsat for at undersøge politikernes lønforhold, anbefalede i januar 2016 at fjerne omkostningstillægget.
Kommissionsformand Michael Christiansen udtalte i den forbindelse til Berlingske:
- Den skattemæssige værdi af det her tillæg ville være 137.000 kroner, hvis der var tale om almindelig løn, og der er ikke længere nogen begrundelse for dette tillæg efter vores opfattelse.
* Da Vederlagskommissionen blev nedsat i 2014, gav Socialdemokratiet, Venstre, De Radikale, SF og De Konservative håndslag på, at de skulle følge anbefalingerne - uanset udfaldet. Men de holdt ikke ord.
* SF og Enhedslisten fremsatte i 2016 et beslutningsforslag om at erstatte tillægget med en ordning, hvor folketingsmedlemmer i stedet får godtgjort deres faktiske udgifter. Kun de to partier og Alternativet stemte for.
* Forslaget lød:
Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af 2016 at fremsætte lovforslag, som indebærer, at det skattefri omkostningstillæg for folketingsmedlemmer afskaffes og erstattes af en ordning, hvor folketingsmedlemmer i nærmere bestemt omfang kan få godtgjort faktiske udgifter, de afholder i forbindelse med folketingsarbejdet.
Kilder: DR, Folketinget.dk og Ritzau.
/ritzau/