Et kraftigt jordskælv fredag har kostet mere end 2100 personer livet i Marokko. Det står klart knap to døgn efter katastrofen.
Søndag aften oplyser statsligt tv, at 2122 er døde. Yderligere 2421 er kommet til skade. Begge tal ventes at vokse yderligere.
Her kan du blive klogere på, hvad vi ved om jordskælvet:
Indtraf fredag aften
Jordskælvet fandt sted fredag aften cirka 70 kilometer sydvest for turistdestinationen Marrakesh. Det havde en beregnet størrelse på 6,8 og skete ifølge geologiske institutter på en dybde mellem 18,5 og 27 kilometer.
2122 har foreløbigt mistet livet
Statsligt tv i Marokko oplyser søndag aften, at 2122 mennesker har mistet livet i jordskælvet.
Derudover er 2421 personer kommet til skade.
Verdensarv kan være gået tabt
Beboere i Marrakesh fortæller til medier i området, at flere bygninger i Marrakesh' gamle bydel - et område som er på Unescos liste over verdensarv - er styrtet i jorden.
Værst i Marrakesh
Mens også beboere i storbyen Casablanca og landets hovedstad, Rabat, fortæller, at de kunne mærke skælvet, melder de generelt om færre beskadige bygninger end i Marrakesh.
Infrastruktur blev lagt ned
Beboere fortæller, at både strømmen og telefonlinjerne blev lagt ned som følge af jordskælvet. Internetovervågningssiden NetBlocks oplyser, at strømafbrydelsen også efterlod marokkanere uden internetforbindelse.
Kilder: AFP og Reuters.
/ritzau/