Statsministeren undgik en opsang fra sin egen søn, og S-formand Mette Frederiksen cyklede rundt i Københavns forstæder, på en dag hvor både de og andre partiledere stemte til Europa-Parlamentsvalget - i lighed med resten af Europa.
Læs her om valgkampens 20. dag:
* Løkke stemte på søn - undgik familieuro
Med et stort smil trådte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ud af stemmeboksen søndag middag på Nyboder Skole i København.
Han var mødt op med sin familie - herunder sønnen Bergur Løkke Rasmussen (V), der stiller op til Europa-Parlamentet.
- Jeg tror da, at jeg får ballade derhjemme, hvis ikke der er fem stemmer på Bergur på det her valgsted, sagde Løkke med henvisning til antallet af familiemedlemmer.
* Cykeltur, roser og ønske om styrket Europa
Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, og partiets EU-spidskandidat, Jeppe Kofod, gik på gaden med roser i Brønshøj og deltog i en cykelkaravane, der begyndte på Brønshøj Torv.
Herefter gik det videre til Værløse nær formandens hjem i Hareskovby, hvor hun sammen med familien satte sit kryds, men også fandt tid til et par alvorlige ord på valgdagen.
- Det er en urolig verden. Der er en aggressiv præsident i Rusland, og der er en præsident i USA, der i vores øjne trækker USA væk fra verdenssamfundet, sagde Frederiksen, der stemte på Kofod.
- Der er opbrud i Europa, og jeg håber på et styrket Europa
* Én partileder ville ikke ud med sit kryds
Mens de fleste partiledere gladeligt fortalte, at de havde sat deres kryds ved spidskandidater, familiemedlemmer eller andre, gjorde De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, brug af valghemmeligheden.
- Jeg har stemt konservativt. Men jeg synes ikke, at en formand skal fremhæve nogen kandidat frem for andre, sagde han.
Om partiets spidskandidat, Pernille Weiss, fik hans stemme, står således hen i det uvisse.
* Bekymring for overlap i valgkamp
Enkelte partiledere, blandt andre SF-formand Pia Olsen Dyhr og S-formand Mette Frederiksen, luftede deres bekymringer for, om valget til Folketinget 5. juni havde overskygget valget til Europa-Parlamentet.
- Europa-Parlamentet er druknet lidt i forhold til valgkampen til Folketinget. Men jeg synes her til sidst også, at Europa-Parlamentet har fået lov til at fylde, sagde Pia Olsen Dyhr.
Det fik EU-valgkampen i hvert fald lov til søndag, hvor folketingsræset var sat i foreløbigt bero.
Søndag aften holder partierne deres valgfester.
/ritzau/