Lørdag blev der hængt valgplakater op i lygtepæle, prominent politiker blev gift, og der blev givet milliardløfte til de ældre.
Læs her om valgkampens femte dag:
* DF og SF indgår ældrepagt
Dansk Folkeparti og SF vil tilføre ældreområdet flere penge efter valget, og da de to partier tilhører hver sin blok, er det et krav til hver sin statsministerkandidat.
Partierne vil afsætte en milliard kroner ekstra til de ældre, end Venstre lægger op til med sit velfærdsløfte, hvor udgifterne i det offentlige skal stige proportionelt med antallet af ekstra ældre og flere børn.
* Prominente politikere kaprer lygtepæle for tidligt
Imod reglerne var der lørdag før klokken 12 hængt valgplakater med en række prominente politikere.
I Silkeborg var det plakater med folketingsmedlemmerne Kristian Pihl Lorentzen, Kristian Jensen samt Gitte Willumsen fra Venstre ifølge TV2 Østjylland.
I Brøndby hang der tidlig lørdag morgen plakater med folketingsmedlem Mattias Tesfaye (S) ifølge TV2 Lorry.
* Nye Borgerliges formand gift med rigmand
Den 43-årige Pernille Vermund sagde ja til mangemillionær og iværksætter Lars Tvede i Egebæksvang Kirke i Espergærde efter to og et halvt års forhold.
Brylluppet blev planlagt sidste år, og Pernille Vermund fortæller, at hun på det tidspunkt havde regnet med, at valget ville være overstået på dette tidspunkt.
På grund af valgkampen er der ifølge Pernille Vermund ikke tid til at tage på bryllupsrejse.
* Rundspørge på færøsk støtte til borgerlige i Folketinget
Færingerne har to repræsentanter i Folketinget, og efter det kommende valg ser der ud til at komme en blå støtte.
Den anden plads, som tilfalder Færøerne, ventes at blive enten en socialdemokrat eller en repræsentant uafhængig af blokpolitik.
Ifølge en ny rundspørge, der er foretaget af det færøske analyseinstitut Spyr.fo, bliver det borgerlige Sambandsparti valgets vinder med 25,3 procent af stemmerne.
/ritzau/