OVERBLIK: Danske styrker opererer fra al-Asad-basen i Irak

Regeringen vil imødekomme et ønske fra amerikanerne om at øge det militære bidrag i Irak i kampen mod IS.

Det danske bidrag i kampen mod den militante bevægelse Islamisk Stat har hjemme i den irakiske militærlufthavn al-Asad-basen.

Regeringen vil ifølge Ritzaus oplysninger styrke det nuværende bidrag med yderligere omkring 30 soldater, 12 lægefaglige personer og et Hercules-transportfly.

Det danske radarbidrag skal forlænges med yderligere et år.

Her kan du blive klogere på missionen, som den ser ud nu:

* Op til 150 danske soldater er i dag udstationeret på al-Asad-basen 180 kilometer vest for den irakiske hovedstad, Bagdad. Her skal de danske soldater rådgive, uddanne og træne irakiske sikkerhedsstyrker.

* Op til 60 specialstyrker er udstationeret. Jægersoldater blev indsat i august 2016 for at træne, rådgive og gå med irakiske styrker på patrulje.

* Danske soldater har været med til at uddanne næsten 9000 irakiske soldater.

* Danmark har fra 2017 udvidet træningsindsatsen med et ingeniør- og konstruktionshold på 30 mand.

* Dertil kommer et dansk radarbidrag i Irak, der bemandet af cirka 30 mand overvåger luftrummet over det vestlige Irak og østlige Syrien.

* Opgaven er at sørge for, at ingen fly kommer for tæt på hinanden eller diverse skydninger med artilleri.

* Jægersoldaterne fik 5. december sidste år udvidet deres mandat, så de nu også må gå med de irakiske soldater ud, når de skal på patrulje.

* Desuden har de mandat til at operere både i Irak og det langt farligere Syrien, hvor der er flere parter involveret såsom Rusland og Iran.

* Forventningen er, at de inden årets udgang kan blive nødt til at følge de irakiske styrker ind i Syrien.

* Jægersoldater har en støttende og en rådgivende rolle. De skal dog ikke deltage i egentlig kamp, har forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) fastslået.

* Det kan dog blive nødvendigt at forsvare sig, hvis de irakiske styrker, som de danske jægere følger på patrulje, bliver beskudt.

* Det danske bidrag har tidligere bestået af transportfly, men også F-16-kampfly. Kampfly-bidraget var senest indsat fra juni til december i 2016.

Kilde: Forsvarsministeriet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.