Omkring 52 mennesker er kvæstet i en ulykke på en tysk motorvej, hvor en bus og en lastbil er stødt sammen tirsdag.
Ti af de kvæstede er kommet alvorligt til skade.
De fleste af de kvæstede er polakker, der var passagerer i en polsk bus. Den var på vej mod Berlin, meddeler tysk politi.
En talsperson for det distrikt, hvor ulykken skete, siger, at en af de kvæstede er i livsfare.
Ulykken skete i nærheden af byen Storkow, der ligger omkring 60 kilometer sydøst for Berlin.
Ifølge politiet var en tankbil stødt sammen med en lastbil, der var bremset op foran den på motorvejen.
Lastbilens chauffør forsøgte at undvige ved at dreje til venstre, men derved stødte han ind i den polske bus. Den ramte autoværnet på midten af motorvejen.
Tankbilen var tom, da den kolliderede med lastbilen, oplyser tysk politi.
Tre redningshelikoptere blev sendt til stedet for at flyve nogle af de hårdest kvæstede til et hospital.
I alt blev der sendt omkring 95 medarbejdere fra redningstjenesten til stedet, oplyser myndigheder i regionen Oder-Spree.
Motorvej A12 var tirsdag eftermiddag lukket i det område, hvor ulykken skete.
/ritzau/dpa
/ritzau/dpa