Iværksætteren og forfatteren Isabella Smith er død efter længere tids sygdom.
Hun blev 64 år og døde af komplikationer i forbindelse med hendes sklerose, oplyser hendes tidligere ægtefælle, Lars Ringhof, til Ritzau.
Isabella Smith trådte for alvor frem i danskernes bevidsthed, da hun stod i spidsen for populære hus-, have- og køkkenprogrammer på TV 2.
Siden begyndte hun at udgive månedsmagasinet Isabellas, som fortsat udkommer og er Aller Medias største.
Inden det folkelige gennembrud var hun forlagsredaktør og skrev artikler til en række aviser, magasiner og ugeblade.
Hun åbnede også en webshop, som dog gik konkurs i forbindelse med finanskrisen i 2008. Smith fortsatte med en serie af vaske- og rengøringsmidler under mærket Maison Belle, og hun åbnede også en weekendbutik i Næstved.
I 2016 etablerede hun webshoppen Knithouse, der sælger garn og strikkeudstyr.
Kort efter blev hun ramt af alvorlig sklerose, som førte til hendes død 11. november i år.
Isabella Smith efterlader sig en søn, to børnebørn og fire ældre søskende.
Hun bisættes 1. december fra Godthåbskirken på Frederiksberg.
/ritzau/