Over 300 søfolk fanget i Somalia
Et rekordhøjt antal søfolk er gidsler hos somaliske pirater, viser nye tal.
I løbet af september måned var i alt 374 personer af forskellige nationaliteter tilbageholdt af pirater i Somalia.
Tallene strammer fra det danske firma Risk Intelligence, der foretager risikovurderinger for firmaer verden over.
"Dette er det højeste antal gidsler, der har været tilbageholdt på et enkelt tidspunkt i mange år. Til sammenligning blev 292 søfolk tilbageholdt i løbet af et helt år i 2007," siger Hans Tino Hansen, direktør for Risk Intelligence.
I gennemsnit bliver tilfangetagne besætninger holdt som gidsler i fem uger, før de bliver sat fri for løsepenge. To besætningsmedlemmer er døde i septembers bølge af piratangreb: et dræbt af skud og et andet har fået et hjertetilfælde.
"Pirater er ikke interesserede i at slå søfolk ihjel uden videre. De er interesserede i løsepenge. For dem er pirateri en forretning, og konklusionen er helt klar: For tiden har de desværre succes med deres foretagende," siger Hans Tino Hansen.
For tiden er ingen danske søfolk eller skibe opbragt i Somalia.
/Newspaq/