Otte personer blev i nat indlagt på Haderslev Sygehus efter at have været udsat for et lækket giftstof.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til Newspaq.
Uheldet skete klokken tre i nat i et fragtcenter i Haderslev, hvor det giftige stof, hypoklorit, løb ud af sin beholder, da den blev ramt af en gaffeltruck.
"Det kan være farligt at indånde, fordi det i sidste ende kan resultere i vand i lungerne," oplyser vagtchef for Syd og Sønderjyllands Politi, Jan Stokholm, til Newspaq.
Foreløbig er det uklart, hvor slemt de involverede personer er kommet til skade. De er dog uden for livsfare, men er stadigvæk indlagt til observation.
Udslippet skete helt præcist på De Danske Fragtmænds Fragtcenter på Sverigesvej i Haderslev.