Dagen efter den voldsomme busulykke, er der stadig otte personer indlagt. Heraf syv børn. Ingen er dog i livsfare.
En bus fra den københavnske børnehave Østerfælled Børnehus faldt flere meter ned, da den i Hørsholm kørte sammen med en bil. Bilisten, en 59-årig mand fra Charlottenlund, døde.
Det oplyser Pernille Hvolbøl, der er operativ leder hos akutberedskabet i Region Hovedstaden, til Newspaq.
"På Rigshospitalet er chaufføren og et enkelt barn stadig indlagt. Begge er dog uden for livsfare," siger hun og fortsætter:
"På Hillerød Hospital kom der 39 patienter ind efter ulykken, men af dem var der kun seks børn, der blev indlagt til observation. De forventes udskrevet senere i dag."
Ulykken fandt sted tirsdag aften, da en personbil kørte ind i bussen med høj fart, hvorefter den blev afsporet ud over en skrænt.
De præcise omstændigheder omkring ulykken er endnu ikke fastlagt.