"Det kan være et afgørende spor."
Så klar er meldingen fra Fyns Politi, efter TV 2 i aftes kunne vise videooptagelser af en mand, de sætter i forbindelse med det brutale dobbeltdrab på ægteparret Heidi Nielsen og Bjarne Johansen i Tusindårsskoven ved Odense.
Visningen på fjernsynet har allerede givet otte henvendelser fra borgerne, fortæller politiet.
"Vi har fået otte henvendelser i aftes, og vi venter også at få nogen i løbet af i dag. Vi har både fået navne og ideer til nye efterforskningsretninger. Og det arbejder vi så videre med nu," siger vicepolitikommissær ved Fyns Politi, Jack Liedecke.
Videoen på TV 2 stammer fra et overvågningskamera ved en judo-klub, og viser en mand, der kaster den dræbte Bjarne Johansens pengepung på klubbens tag. Og politiet vil meget gerne tale med manden.
"Bjarne Johansen mistede sin pung ved drabet, og det gør selvfølgelig fundet meget interessant for os, " siger Jack Liedecke.
Han vil dog ikke sige, om der er tale om drabsmanden.
"Videoen kan vise drabsmandens flugtvej. Men den kan også vise en person, der har fundet og undersøgt pungen, og bagefter smidt den op på taget. Derfor er vi interesseret i at få identificeret den mand, som vi ser på videoen," siger Jack Liedecke.
Tidligere har politiet eftersøgt en mand i en grøn jakke - hans signalement stemmer dog ikke overens med manden på overvågningskameraet.