I går ramte en tragisk familietragedie Svendborg. En mor dræbte sin egen datter og sig selv ved at slæbe en havegrill ind i soveværelset for at skabe kulilteforgiftning - og kvæle datteren med en pude.
Ifølge politiet er årsagen sandsynligvis uenighed omkring forældremyndigheden mellem kvinden og hendes eksmand.
"Hun slår barnet ihjel, fordi manden ikke skal have barnet," mener tidligere chefpsykolog på Odense Universitetshospital og professor i psykologi Jørn Beckmann.
"Hun gør det for at straffe faderen, men også for at straffe sig selv, fordi hun er dybt ulykkelig," siger han.
Psykologen understreger, at kvinden har været psykologisk langt ude,
"Dette menneske er presset fuldstændigt ud på en kant, hvor tilværelsen er meningsløs og hvor der ikke er noget håb tilbage. Så brydes alle normale grænser," siger han.
Det var faderen til datteren, som slog alarm til politiet. Her fandt man så mor og datter livløse i lejligheden onsdag sidst på eftermiddagen.