Hvis du hverken vil være tykkere eller tyndere, så er det en meget god huskeregel, at du skal spise omkring 2000 kalorier dagligt.
Men det overholdte skuespillerinden Diane Keaton langt fra, da hun var yngre.
Hun led nemlig af spiseforstyrrelsen bulimi. Derfor spiste hun omkring 20.000 kalorier hver eneste dag, som hun efterfølgende kastede op igen. Det skriver Female First.
- Det var naturligvis et lavpunkt i mit liv. Jeg var en overvægtig person, en fed person, som på en eller anden måde kunne skjule det for andre. Det eneste, jeg kunne tænke på, var min sult. Det er en afhængighed, siger den 68-årige Annie Hall-skuespillerinde.
Selv om Keaton har været fri for bulimien i mange år, vil hendes sygdom altid ligge dybt i hende.
- Jeg er en misbruger i bedring. Jeg vil altid være misbruger. Det ligger til min person at blive let afhængig af forskellige ting, siger hun.
Det er dog ikke længere mad, som den aldrende skuespillerinde er afhængig af.
- Nu er min afhængighed mit arbejde og mine børn. Jeg prøver at opdrage dem så godt, som jeg kan, selv om de nu er teenagere og derfor ikke rigtig er børn længere, fortæller Keaton.
Newspaq