Ved næste års Oscar-uddeling vil hele ti film være med i opløbet om at vinde den nok mest prestigefyldte pris ved det store prisshow.
Hidtil har kun fem film været nomineret i kategorien, men det bliver nu lavet om, skriver filmz.dk.
"Efter mere end seks årtier vender akademiet tilbage til nogle af dets tidlige rødder, da et større felt konkurrerede om årets største pris. Det endelige resultat vil selvfølgelig stadig være det samme - én Bedste film-vinder," siger Oscar-præsidenten Sid Ganis.
Beslutningen sker på baggrund af den massive kritik, der kom i kølvandet på dette års Oscar-uddeling. Her undrede mange sig over, hvorfor film som 'The Dark Knight' og 'Wall E' ikke var nomineret til 'Bedste Film'.
Filmentusiaster må dog vente til februar 2010 med at finde ud af, hvilke af dette års film, der ender med en nominering.