Den danske kortfilmsinstruktør Dorte W. Høeg måtte se sig slået på målstregen ved dette års Oscar-uddeling.
Filmen 'Grisen' , som er Dorte W. Høegs debutfilm, var nomineret i kategorien Bedste Kortfilm. Filmen refererer til Muhammed-krisen og har Henning Mouritzen i hovedrollen.
Prisen for Bedste Kortfilm gik i stedet til den tyske film Spielzeugland, som er instrueret af Jochen Alexander Freydank.
Dorte W. Høeg udtalte inden Oscar-uddelingen til politiken.dk, at hun helst så Spielzeugland vinde, hvis hun ikke selv fik prisen.
"Det er et stort udstyrsstykke fra Anden Verdenskrig om en lille jødisk dreng. Men det er en rigtig film bare i miniudgave," sagde hun.