At den dansk-bahrainske aktivist Abdulhadi al-Khawaja, hans datter Zainab al-Khawaja og en svensk statsborger fortsat sidder fængslet i Bahrain for fredelige aktioner - to af dem på livstid - er en falliterklæring for EU.
Det mener Human Rights Watchs (HRW), der torsdag kommer med en rapport omkring situationen i den arabiske stat i Den Persiske Bugt.
- Indespærringen af Abdulhadi al-Khawaja har en utrolig symbolsk effekt, som selvfølgelig sender signaler til andre aktivister, siger HRW's europæiske direktør, Lotte Leicht, og fortsætter:
- Men den er også et symbol på en total falliterklæring, når det kommer til EU, som ikke har gjort nok for at sikre, at europæiske statsborgere, der er fængslet i Bahrain, bliver frigivet.
Rapporten kommer, halvanden uge inden EU's udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton, gæster Bahrain, og EU bør benytte lejligheden til at melde klart ud.
- Man kan starte med at kræve, at de bliver frigivet og gøre det som et EU-krav. Man kan i hvert fald gøre det offentligt kendt inden mødet, at man fra et samlet EU forventer, at Bahrain frigiver de tre europæiske statsborgere, siger Lotte Leicht.
- At man ikke engang siger det offentligt, gør det selvfølgeligt også klart for Bahrain, at der åbenbart ikke er en samlet EU-stemme om det her, siger hun.
Et samlet EU-krav vil have en hvis vægt, mener HRW, da EU samlet er Bahrains andenstørste handelspartner efter Saudi Arabien.
Bahrain har været præget af politisk uro og stærke spændinger siden 2011, hvor det shiamuslimske flertal indledte protester mod det sunnimuslimske enevældige monarki.
Abdulhadi al-Khawaja, der tilhører det shiamuslimske flertal, sidder fængslet på livstid, efter at han gennem flere år har kritiseret den sunnimuslimske kongefamilie, der sidder tungt på magten.
Hans datter Zainab al-Khawaja blev den 1. marts idømt tre måneders fængsel i Bahrain for at have forulempet en offentligt ansat, efter at en appeldomstol havde ændret hendes tidligere frikendelse.
Hun er tidligere dømt for at have været inde på et forbudt militært område.
/ritzau/