Regeringen vil vække søvnige virksomheder med en erhvervspakke, der giver dem mulighed for at låne over fire milliarder kroner.
Men det er langt fra en god løsning på den økonomiske krise. Pakken kommer for sent og hjælper for få, mener Socialdemokraterne, de Radikale og SF.
De tre partier mener simpelthen, at der skal en langt mere omfattende vækstpakke til for stoppe den stigende ledighed.
Samtidig er partierne rystede over, at de ikke for alvor blev inddraget i forhandlingerne om den hjælpende hånd til virksomhederne.
"Vi er ikke imponeret af Lene Espersens evner til at håndtere et afgørende politisk forhandlingsforløb. Løfter afgivet om inddragelse er ikke holdt, og processen viser med al tydelighed, at Dansk Folkeparti reelt endnu engang svinger dirigentstokken over en konservativ minister. Kønt har det ikke været," siger SF's gruppeformand, Ole Sohn.
Samme udfald kommer fra Socialdemokraternes finansordfører, Morten Bødskov.
"Denne aftale er et brud på den enighed, der har præget forhandlingsforløbene om Bankpakken i efteråret og Kreditpakken i foråret. Det ser vi med stor alvor på i det videre arbejde med sikringen af finansiel stabilitet," siger han.