"Hvad er det for noget??!!?" Efter at være blevet grillet i knap ti minutter i Folketingssalen, mistede Lars Løkke Rasmussen første gang fatningen.
Socialdemokraterne Benny Engelbrecht og Rasmus Prehn samt SF'eren Jesper Petersen havde kommanderet statsministeren i salen onsdag eftermiddag for at besvare spørgsmål.
Årsag: Hans spindoktor, Søs Marie Seerup, har været ganske åbenmundet på Facebook. De tre politikere ville nu vide, om Lars Løkke er enig i sin spindoktors holdninger, og om det er ok, at en spindoktor betalt af staten overhovedet må skrive sådan noget.
"...hold kæft hvor er det sølle, at danske journalister ikke kan se, at der er ved at ske et gennembrud i forhandlingerne nu - og at min chef ikke er 'usikker', men derimod i gang med en lille genistreg i samarbejde med gode kræfter fra andre lande," skrev Søs Marie Seerup under klimatopmødet. Et par uger senere at "der er for meget leg og for lidt alvor i dansk politik. Der er i hvert fald dage, hvor man har følelsen af, at alle partier leger en leg, vi kalder politik. Hvis det hele var alvor og blev taget alvorligt, så ville det være nemmere!"
Lars Løkke Rasmussen ville ikke tage Søs Marie Seerup i forsvar, men derimod blot tage den generelle ytringsfrihed i forsvar. Han kaldte ikke sin spindoktor ved navn, men blot 'en navngiven medarbejder'.
"Jeg har svaret på det spørgsmål skriftligt, og i det svar gav jeg udtryk for, at jeg ikke vil blande mig i, hvad man som ansat i Statsministeriet skriver på sin private Facebook-profil," slog Løkke fast.
Men han vil derimod ikke svare på, hvorvidt hans spindoktor må skrive debatindlæg i aviser og blade; kun sige, at "jeg er blevet bedt om at forholde mig til noget konkret."
"Det er da et skråplan af de helt store, at venstrefløjen er ude i, at man vil begrænse offentlige ansattes ytringsfrihed," næsten råbte Lars Løkke Rasmussen. Men genvandt kort tid efter roen.
"Jeg kan til fulde henvise til, hvad jeg har svaret på tidligere spørgsmål," slog han fast.
Men de to socialdemokrater lod ham ikke slippe: Er Facebook et privat medium, når nu Søs Marie Seerup har det halve af den danske journaliststand som venner på Facebook? Det brugte de to politikere 52 minutter på at få afdækket, men det lykkedes ikke at få Lars Løkke Rasmussen til at hoppe på maddingen. I stedet gentog han i 37 varianter, at han ikke vil forholde sig til, hvad hans spindoktor mener i det offentlige rum, og om Facebook er det offentligt eller et privat rum.