Socialdemokraternes retsordfører Karen Hækkerup tager godt imod den bandepakke, som justitsminister Brian Mikkelsen (K) fremlagde i dag.
"Vi har længe savnet en samlet plan mod banderne," siger hun i en pressemeddelelse.
Hækkerup mener dog, at pakken har visse mangler. Hun savner blandt andet svar på, hvordan regerignen vil standse strømmen af våben, der kommer til landet.
"Noget af det, der helt mangler i bandepakken, er grænsekontrollen. Vi er nødt til at få styr på alle de våben, der kommer ind i landet. I Danmark har vi en alt for dårlig betjening i forhold til toldindsatsen, og våben og stoffer har fri adgang ind over de danske grænser," siger Hækkerup til Newspaq.
Karen Hækkerup kritiserer også, at bandepakken ikke fokuserer på det forbyggende arbejde i de berørte områder.
SF-leder Villy Søvndal kunne godt tænke sig mere fokus på de blødere områder, men vender ellers tommelfingrene opad til bandepakken.
"Jeg er enig i, at skærpede straffe ikke alene gør det. Men jeg kan ikke finde ét eneste godt argument for at gå rundt med et våben i Danmark. Derfor er det fint med de skærpede straffe," sige Villy Søvndal ifølge flere medier.
Bandepakken blev fremlagt onsdag eftermiddag af justitsminister Brian Mikkelsen som følge af de seneste ugers optrapninge i bandekonflikten i København.