Der bliver ikke noget bredt nationalt partnerskab om folkeskolen. Regeringen og Danmarks Lærerforening står simpelthen for langt fra hinanden, fastslog statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) onsdag eftermiddag i sin embedsbolig Marienborg.
Og det må betegnes som en fiasko af de helt store, lyder det fra de radikale og socialdemokraterne.
"Det, synes jeg, er helt ude i hampen. Hvis ikke vi har lærerne med til at udvikle fremtidens folkeskole, så har vi tabt chancen for at løfte i fællesskab," siger uddannelsesordfører Christine Antorini (S).
"Jeg oplever Danmarks Lærerforening som en meget konstruktiv medspiller i forhold til folkeskolen. Og foreningen har fremsat en række konkrete punkter, eksempelvis hvordan man kan halvere antallet af dårlige læsere. Det burde være et punkt, som regeringen og Dansk Folkeparti greb med kyshånd. I stedet vælger de at skælde ud på Danmarks Lærerforening, " siger hun videre.
De radikales uddannelsesordfører, Marianne Jelved, giver Lars Løkke Rasmussen minus tre for sin håndtering af sagen.
"Han har sagt, der skulle være et bredt forlig omkring folkeskolen - og det er altså ham, der er forhandlingsleder. Så man må sige, han har tabt hele sin sag på gulvet," lyder skudsmålet.
Anderledes toner lyder fra Dansk Folkeparti, der finder det ganske forventeligt, at lærerne og regeringen ikke kunne nå til enighed.
Danmarks Lærerforening minder nemlig mange gange om Socialistisk Folkeparti i sin argumentation, påpeger uddannelsesordfører Marlene Harpsøe (DF).
"Fra starten da jeg hørte om det her partnerskab, som regeringen ville lave med bl.a. lærerforeningen, så synes jeg, det var en udfordring, som regeringen havde sat sig for. Når jeg siger det, så er det med et smil på læben, fordi den retorik som Danmarks Lærerforening bruger ofte minder om Socialistisk Folkepartis," siger Marlene Harpsøe.