Det vakte overraskelse hos advokat Karoly Nemeth, at hans klient Arek Onyszko fik ubetinget fængsel for vold og trusler mod sin tidligere kone.
Advokaten havde håbet på en betinget straf og har udbedt sig betænkningstid med hensyn til, hvorvidt dommen på 30 dages ubetinget og to måneders betinget fængsel skal ankes.
"Jeg er overrasket over, at han bliver dømt for paragraf 123, det skal jeg da sige," lød den kortfattede reaktion ifølge TV 2. Paragraf 123 omhandler trusler om vold.
Onyszko erkender at have revet sin kone i håret ved hendes hjem og senere tilføjet hende et par slag til kæben, ifølge målmanden efter at hun havde trukket en kniv og ramt ham med den.
Den polske målmand havde ikke selv nogen kommentarer til dommen.
Hans klub OB har meldt ud, at man inden længe vil tage stilling til hans fremtid i klubben.