Den tidligere OB- og FCM-målmand Arek Onyszko er alvorligt syg og skal inden længe igennem en nyreoperation.
Det skriver Ekstra Bladet.
Den polske målmand, der blev fyret i begge klubber for dels en voldssag og dels for sin kontroversielle selvbiografi 'Fucking Polak', skriver på sin Facebook-profil, at han skal opereres for en livstruende nyresygdom.
"Jeg skriver i min bog, at jeg har dårlig nyre. Men det er nu nået så vidt, at jeg ikke kan leve uden en ny og må opereres indenfor kort tid, da det ser meget alvorligt ud! Ingen læger eller specialister kan forstå, at jeg ikke allerede er faldet om med hjertestop med de dårlige tal," står der.
"Forhåbentlig går alting godt, så jeg kan få et sundt liv og fortsætte min fodboldkarriere. Håber, Gud holder hånden over mig," skriver han.
Onyszko skrev i sin bog, at han hader bøsser, ligesom han beskrev, hvordan han tævede sin eks-kone. Dette fik han en voldsdom for, og begge tilfælde har skadet hans ry og omdømme.
Senest har Onyszko spillet i den sekundære polske klub Odra Wodzislav.