Den tidligere OB målmand Arek Onyszko sidder helt stille i sin lejlighed i Warszawa.
Rører han på sig, får han problemer med helbredet, inden han kan blive opereret om en måned. Han skal have en nyre fra sin bror.
"Jeg må intet fysisk lave, fordi der så dannes alt for meget kreatin i mine muskler, og det er farligt for hjertet," siger Onyszko til Fyns Stiftstidende.
Efter fyringen fra OB på grund af vold mod sin kone, har Onyszko skrevet kontrakt med polske Polonia Warszawa. En kontrakt, som han ikke kan opfylde før til januar, fordi broderen kommer ham til undsætning.
"Der bliver lavet alle mulige undersøgelser, før jeg forhåbentlig bliver opereret om en måned. Jeg får en ny nyre fra min 31-årige lillebror, for det er bedst, at nyren indeholder de samme gener som mine," fortæller Arek Onyszko.
Polakken med det store temperament var allerede ramt af nyreproblemer i OB. Kroppen kunne ikke tåle kreatin, og han blev derfor forbudt at spise gigtpiller og indtage proteindrikke.
Men det er ikke kun uden for banen, at Onyszko lever et turbulent liv. Polonias klubejer har store ambitioner, som kan føre til rene spiller massakre.
"Nu går han efter at vinde ligaen, og lykkes det ikke, har han sagt, at han vil fyre samtlige spillere," fortæller Arek Onyszko.
Polonia Warszawa har vundet sæsonens første kamp med 2-0.