Den kontroversielle keeper Arek Onyszko er chokeret over fyringen fra FC Midtjylland.
Onyszko har endnu ikke selv udtalt sig til pressen, men ifølge hans agent, Nikola Juric, kommer fritstillingen bag på ham.
"Arek var overrasket og meget chokeret over det, der er sket. Jeg har sagt, han skulle tage hjem, slappe af og hive stikket ud," siger Nikola Juric til ekstrabladet.dk.
Juric har selv læst Onyszkos selvbiografiske bog 'Fucking Polak', der er årsag til fritstillingen, men han mener ikke, den er så kontroversiel, at den burde være blevet tilbageholdt.
"Vi har ytringsfrihed i Danmark. Alle har ret til at have en mening. Arek er en mand med sine meninger. Og frem for alt er han et meget ærligt menneske. Arek følte, det var det rigtige at komme af med nogle ting i form af bogudgivelsen. Hvis han havde valgt at udgive en CD havde det været kunst," siger han.
Onyszko får stadig løn af FC Midtjylland, og parterne skal først nu til at forhandle en aftrædelsesordning på plads. Hvad der skal ske fremover er endnu uvist, men Juric mener, at keeperen stadig har to-tre gode år på topplan i sig.
"Her og nu tænker vi ikke på Areks fodbold-fremtid. Der er andre ting, vi fokuserer på," siger Nikola Juric.
Den nu tidligere FCM-keeper blev tidligere i år fyret fra OB efter en voldsdom mod sin tidligere kone.