Efter flere måneders tovtrækkeri er det tirsdag eftermiddag kommet frem, at afghanerne skal til stemmeurnerne til en anden valgrunde den 7. november.
Det sker, fordi stemmesnyd har gjort, at præsident Hamid Karzai ikke har samlet de krævede 50 procent i først valgrunde.
"Omvalget er en klar svækkelse af Karzai. Han kan ikke forvente at få lige så mange stemmer i anden runde, blandt andet fordi han får sværere ved at snyde. Derfor kommer hans modkandidat Abdullah Abdullah styrket ud af det her," siger Søren Schmidt, der er forsker i afghanske forhold ved DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier.
Men det er faktisk tvivlsomt, om Afghanistan overhovedet når frem til valget om 18 dage.
"På baggrund af den ændrede magtbalance kan der ske det, at der vil blive indgået en national regering, hvor begge kandidater er med og at valget så i sidste instans bliver aflyst," vurderer Schmidt over for Nyhedsbureauet Newspaq.
I går kom det frem, at der var valgsnyd ved 210 valgsteder ved valget i august. Men hvis valget bliver til noget, så bliver valget formentlig mere fair, fordi Nato og FN vil have større fokus på problemet, vurderer DIIS-forskeren.
Der er udbredt mistillid til magthaverne i Afghanistan - i særdeleshed til præsident Karzai. Ud over sikkerhedstruslen har landet nemlig massive problemer med blandt andet mangel på elektricitet, politi og domstole, der ikke fungerer, og elendig økonomi.
Men for de danske Jens'er i Afghanistan kan hele valg-roderiet ende ud i noget positivt.
"Hvis det her resulterer i en samlingsregering, der mere effektivt udfører den rolle en regering har - og dermed giver os nogle bedre samarbejdspartnere - så kan det på sigt føre til, at forholdene bliver bedre," slutter Schmidt.