Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen har siddet på posten i 25 år, når han til nytår trækker sig tilbage.
Men han bør være den sidste, der får så mange år på posten, lyder det nu.
Venstre vil have udskiftet ombudsmanden mindst hvert ottende år og forhindre hans adgang til kommissioner. Det forslag er et flertal i Folketinget med på.
Enhedslisten er blandt de partier, der jubler over Venstres forslag. Selv har partiet en begrænsning på, hvor længe man kan sidde i Folketinget på netop otte år.
Og retsordfører for Enhedslisten Line Barfod er glad for, at Venstre nu overtager et af partiets forslag
"Vi tror, det er vigtigt, at der hele tiden er stor tiltro til ombudsmanden, og at ingen kan få den opfattelse, at ombudsmanden lader være med at gå ind i en sag, hvis det kunne betyde, at Folketinget ikke genvælger vedkommende som ombudsmand," siger Line Barfod til Newspaq.
Hun understreger dog, at partiet ingen grund har til at mistro den nuværende ombudsmand.
"Men vi mener, det er afgørende, at sådanne embeder bliver omgæret med så stor tiltro som muligt. Og der tror vi, at udviklingen gør, at det er nødvendigt at se på, om man skal have en rotationsordning," siger hun.