Folketingets ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen indleder nu en særskilt undersøgelse af integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V).
I et brev, der i fredags blev sendt til Integrationsministeriet, skriver ombudsmanden, at han ønsker ministerens kommentar til en konkret sag, som Berlingske Tidende omtalte den 27. juli i år.
I sagen blev der rejst tvivl om, hvorvidt integrationsministeren undlod at vejlede om betydningen af EU-reglerne.
Konkret handler sagen om et par, der henvendte sig direkte til Birthe Rønn Hornbech for at høre, om det er "realistisk og lovligt" at benytte EU-retten til at opnå familiesammenføring.
Mens ministeren svarede på de øvrige spørgsmål i brevet, undlod Birthe Rønn Hornbech at besvare netop det spørgsmål, der handlede om EU-retten.
Ombudsmanden ønsker også et klart svar fra Integrationsministeriet på, "hvor længe en dansk statsborger skal have arbejdet i et andet EU-land for at få ret til familiesammenføring efter EU-reglerne.
Desuden ønsker Hans Gammeltoft-Hansen at blive orienteret, når ministeriet har "afklaret konsekvenserne af den såkaldte Metock-dom".
EF-domstolen slog i den såkaldte Metock-dom fra 25. juli fast, at en EU-borger kan få en ægtefælle uden for EU til landet, uden at denne tidligere har haft lovligt ophold i en medlemsstat.