OB's træner Lars Olsen har sat sig et højt mål for dagens Superligakamp.
Fynboerne vil vinde på Brøndby Stadion.
"Vi tager derover for at vinde. Vi har revanche til gode," siger træner Lars Olsen til sporten.tv2.dk
Det bliver noget at en topkamp, da det er nummer to og tre, der mødes. Og OB står statistisk til at få det sværest.
Fynboerne har nemlig tabt 16 af de seneste 30 opgør, mens det kun er blevet til seks sejre. Seneste opgør var tilbage i december sidste år, hvor de blå-gule vandt 1-0 på Fionia Park.
I Aalborg har de forsvarende mestre kniven for struben, når Randers FC kommer forbi i eftermiddag. Det mener AaB's anfører Thomas Augustinussen.
"Vi skal simpelthen slå Randers. Det er også absolut sidste chance, hvis vi skal bevare bare et lille håb om at nå Midtjylland på fjerdepladsen. Så vi er alle meget, meget motiverede," siger han til Ekstra Bladet.
Dagens sidste opgør i SAS-ligaen står mellem Esbjerg fB og oprykkerne fra Vejle.