17-årige Lucas Andersen, der til daglig spiller i AaB, er udtaget til Ligalandsholdets træningstur til Thailand.
Her skal de danske spillere deltage i Kings Cup-turneringen i Bangkok fra midten af januar.
Lucas Andersen erstatter en skadet Søren Rieks og bliver den yngste spiller nogensinde i en Ligalandsholdstrup.
"Vi ser ikke kun på spillere, som kan være aktuelle for landsholdet i morgen. Vi bruger også Ligalandsholdets træningslejr i år til at se på spillere, som kunne blive interessante til A-landsholdet i overmorgen. Lucas er en særdeles talentfuld spiller, som både kan bruges på kanten men også centralt offensivt," siger landstræner Morten Olsen.
Ligalandsholdet spiller tre kampe. Først mod det norske Ligalandshold søndag den 15. januar. Derefter spiller holdet mod Sydkoreas OL-landshold onsdag den 18. januar, inden danskerne møder værtsnationen Thailands A-landshold lørdag den 21. januar.
Ligalandsholdet vandt Kings Cup-turneringen de seneste to gange, holdet deltog i den traditionsrige turnering i 2009 og 2010.
Også U21-landstræner Morten Wieghorst deltager på turen.