Islands U21-hold kunne juble efter at have kvalificeret sig til en slutrunde for første gang i historien. Triumfen var især takket være flere unge A-landsholdsspillere, der var trukket ned på U 21-holdet og dermed ikke kunne være med i kampen mod Portugal sidste tirsdag.
En optælling viser, at otte ud af de 11 startende i Islands U 21-kamp mod Skotland, har spillet på A-landsholdet. Deriblandt profilerne Gylfi Thor Sigurdsson fra Hoffenheim og Rúrik Gíslason fra OB.
Og det er ikke i orden, at man på den måde nedprioriterer A-landsholdet, det mener den danske landstræner, Morten Olsen, der efterlyser fairplay fra vores puljekammerater.
"Om det er ulovligt eller ikke ulovligt, må andre afgøre. Men én ting kan jeg konkludere. Det har ikke noget med fairplay at gøre," siger landstræneren til TV 2 Sporten.
"Portugal mødte et helt andet islandsk hold, end det vi mødte i København, og det er sådan nogle ting, der har indflydelse på, om vi kvalificerer os til EM eller ej," siger landstræneren
Portugal vandt uden problemer med 3-1.