Auxerres Thomas Kahlenberg har fundet den rette fysiske form, og det vækker tilfredshed hos landstræner Morten Olsen inden VM-kvalifikationskampen mod Albanien.
Den danske landsholdschef har ikke lagt skjul på, at han synes der manglede noget, når den tidligere Brøndby-spiller repræsenterede sit land.
"Når han ikke har et fysisk overskud, så kan han ikke levere det, som vi gerne vil se fra hans side. Nu virker han heldigvis fysisk på toppen igen, og det er hovedårsagen til, at han igen spiller så godt hos Auxerre," siger Morten Olsen ifølge politiken.dk.
Spørger man Thomas Kahlenberg selv, er det lang periode uden skader, der er årsag til den spillemæssige og fysiske opblomstring.
"Jeg bruger ikke et fysisk overskud til at sætte voldsomme tacklinger ind eller skubbe folk væk. Jeg bruger det til at være mindre forpustet mellem aktionerne," siger Kahlenberg.
Danmark kan med en sejr i Parken onsdag tage endnu et skridt mod sommerens VM i Sydafrika.