Containerskibet Rena lækker store mængder olie efter at være stødt på grund ud for den New Zealandske by Tauranga. Det skriver BBC.
"Der er gået hul på en af hovedtankene. Det har stor betydning for tingenes udvikling," siger talsmand fra den New Zealandske søfartsstyrelse, Maritime New Zealand, ifølge BBC.
Indtil videre vurderes det, at op mod 150 ton olie er lækket ved Astrolabe-revet ud for Tauranga, hvor det 236 meter lange containerskib er gået på grund. I alt indeholder tankene 1.700 ton olie.
Dårligt vejr har afbrudt arbejdet med at pumpe olien ud fra tankene og det frygtes, at vejret samtidigt vil forårsage yderligere skader på skibet.
Hændelsen kan blive en tragedie for dyrelivet i området, der blandt andet har et rigt fugleliv.
"Jeg vil gerne sige, at denne hændelse har nået et punkt, hvor det er New Zealands største maritime miljøkatastrofe," siger miljøminister Nick Smith ifølge BBC.
200 personer arbejder nu på at begrænse skaderne, og så snart vejret er til det, vil olien og containerne blive fjernet fra skibet, så det kan bugseres i land.
Skibets ejer, det græskregistrerede rederi Costamare Inc, har endnu ikke givet en forklaring på grundstødningen.
Kilde: BBC