Det bliver Ole Birk Olesen, der får Liberal Alliances enlige mandat i Østjyllands Storkreds.
De personlige stemmer er torsdag talt op, og han får pladsen med 2020 stemmer.
Det er 3921 stemmer færre end ved folketingsvalget i 2015, men Ole Birk Olesen beholder altså sit mandat alligevel.
Hans nærmeste udfordrer fra Liberal Alliance til det enlige mandat, Jens Meilvang, får 1531 stemmer.
Jens Meilvang har på et tidspunkt under optællingen flere stemmer end Ole Birk Olesen, men efter stemmerne fra Aarhus-egnendukker op som de sidste, tager sidstnævnte stikket hjem.
Ole Birk Olesen blev i november 2016 transport-, bygnings- og boligminister, da Liberal Alliance sammen med De Konservative gik i regering med Venstre.
Regeringsdeltagelsen har været dyr for Liberal Alliance, der ved onsdagens valg til Folketinget går tilbage fra 13 til fire mandater.
Det betyder blandt andet, at partileder Anders Samuelsen, politisk ordfører Christina Egelund og Joachim B. Olsen ikke er valgt ind.
Torsdag har Anders Samuelsen valgt at trække sig som partileder, og hans afløser er endnu ikke udpeget.
Afløseren skal findes i den nye folketingsgruppe, som kommer til at bestå af Simon Emil Ammitzbøll-Bille, Alex Vanopslagh, Ole Birk Olesen og Henrik Dahl.
/ritzau/